Trykstøbning er en metalstøbeproces , der er kendetegnet ved at tvinge smeltet metal under højt tryk i et formhulrum . Formhulrummet skabt ved hjælp af to hærdet værktøjsstål matricer , som er blevet bearbejdet i form og fungerer på samme måde en sprøjtestøbeform under processen. De fleste støbegods er fremstillet af ikke-jernholdige metaller , især zink , kobber , aluminium , magnesium , bly , tin og tinbaserede legeringer. Afhængigt af typen af metal, der støbes, anvendes en varm- eller koldkammermaskine.
Støbeapparatet og metalformningen repræsenterer store kapitalomkostninger, og dette har en tendens til at begrænse processen til højvolumenproduktion. Fremstilling af dele ved hjælp af støbegods er relativt enkel og involverer kun fire hovedtrin, hvilket holder de trinvise omkostninger pr. Vare lave. Det er specielt velegnet til en stor mængde små til mellemstore støbegods, og det er grunden til, at støbegods producerer flere støbegods end nogen anden støbeproces. Teglstøbegods er kendetegnet ved en meget god overfladefinish (ved støbestandarder) og dimensionel konsistens.
Matriser og komponentmateriale og hårdhed til forskellige støbte metaller
Die-komponent
Hulrumsindsatser
kerner
Kernepinde
Sprue dele
Dyse
Ejektorstifter
Stempel ærmet
Holderblok
To matriser bruges til støbning; den ene kaldes "dæk halvdelen" og den anden "ejektor dør halv". Hvor de mødes kaldes afgrænsningslinjen . Dækmaterialet indeholder spruen (til varmekammermaskiner) eller skudhul (til koldkammermaskiner), der tillader det smeltede metal at strømme ind i matricerne; denne funktion matcher injektordysen på varmekammermaskinerne eller skudkammeret i kølerumsmaskinerne. Ejektorformen indeholder ejektorstifterne og normalt løberen , som er stien fra gran eller skudhul til formhulrummet. Dækformen fastgøres til den stationære eller forreste plade på støbemaskinen, mens ejektorformen er fastgjort til den bevægelige plade. Formhulrummet skæres i to hulrumsindsatser , som er separate stykker, der relativt nemt kan udskiftes og bolt i dysehalvdelene.
Matriserne er designet således, at den færdige støbning glider af dækkets halvdel af matrisen og forbliver i ejektorhalvdelen, når formen åbnes. Dette sikrer, at støbningen udkastes hver cyklus, fordi ejektorhalvdelen indeholder ejektorstifterne for at skubbe støbningen ud af denne dysehalvdel. Ejektorstifterne drives af en ejektorstiftplade , der præcist driver alle stifterne på samme tid og med samme kraft, så støbningen ikke beskadiges. Ejektorstiften trækker også stifterne tilbage efter at have støbt støbningen for at forberede sig til det næste skud. Der skal være nok ejektorstifter til at holde den samlede kraft på hver stift lav, fordi støbningen stadig er varm og kan blive beskadiget af overdreven kraft. Stifterne efterlader stadig et mærke, så de skal være placeret på steder, hvor disse mærker ikke hindrer støbningens formål.
Andre matricekomponenter inkluderer kerner og objektglas . Kerner er komponenter, der normalt producerer huller eller åbning, men de kan også bruges til at skabe andre detaljer. Der er tre typer kerner: fast, bevægelig og løs. Faste kerner er dem, der er orienteret parallelt med dyseens trækretning (dvs. retningen, som matricerne åbner), derfor er de fastgjort eller permanent fastgjort til matricen. Bevægelige kerner er dem, der er orienteret på nogen anden måde end parallelt med trækretningen. Disse kerner skal fjernes fra matricehulrummet, efter at skuddet størkner, men inden matriserne åbner ved hjælp af en separat mekanisme. Slides ligner bevægelige kerner, bortset fra at de bruges til at danne underskårne overflader. Anvendelsen af bevægelige kerner og lysbilleder øger omkostningerne til dyse betydeligt. [16] Løse kerner, også kaldet pick-outs , bruges til at støbe indviklede funktioner, såsom gevindhuller . Disse løse kerner indsættes i matricen for hånd før hver cyklus og kastes derefter ud med delen i slutningen af cyklussen. Kernen skal derefter fjernes med hånden. Løse kerner er den dyreste type kerne på grund af den ekstra arbejdskraft og den øgede cyklustid. Andre funktioner i matriserne inkluderer vandkølingskanaler og ventilationsåbninger langs skillelinierne . Disse ventilationsåbninger er normalt brede og tynde (ca. 0,13 mm eller 0,005 in), så når det smeltede metal begynder at fylde dem, størkner metallet hurtigt og minimerer skrot. Ingen stigere bruges, fordi det høje tryk sikrer en kontinuerlig tilførsel af metal fra porten.
De vigtigste materialegenskaber for matriserne er termisk stødbestandighed og blødgøring ved forhøjet temperatur; andre vigtige egenskaber inkluderer hærdbarhed , bearbejdelighed , varmekontrolmodstand, svejsbarhed, tilgængelighed (især til større matriser) og omkostninger. Levetiden for en matrice afhænger direkte af temperaturen på det smeltede metal og cyklustiden. Matriserne, der anvendes i støbegods, er normalt fremstillet af hærdet værktøjsstål , fordi støbejern ikke kan modstå de involverede høje tryk, derfor er matriserne meget dyre, hvilket resulterer i høje opstartsomkostninger. Metaller, der støbes ved højere temperaturer, kræver matriser fremstillet af højere legeret stål .
